Endelig

Ja endelig blev det dagen hvor det lykkedes mig at komme på vandet igen, og nej det er ikke en aprils nar. Efter 5 måneders fravær var det dagen til en debut på den nye sæson. Som den skarpe læser ved, er det jo ikke isen der har forhindret mulighederne den sidste måneds tid, men jeg har været travlt optaget af andre tids krævende ting. Sms’er havde tikket ind i stigende antal på det seneste, og i dag eksploderede mængden ligefrem, der var rigtig mange der ville bruge de fantastiske forhold til en sæson start.

Så efter en række vigtige gøremål var det bare om at komme afsted. Traileren blev hurtigt pakket med det mest nødvendige udstyr, nemlig slalom setuppen som i denne sæson består af iSonic 117 Wide og iSonic 97, samt en 87’er. Jeg har jo slet ikke prøvet nogle af mine 2011 boards, så det var også en debut i den retning. Det ruskede godt i bil og trailer mens jeg susede lystigt afsted mod Veddelev for at mødes med de andre.

Det så rigtig godt ud på vandet, så valget faldt på iSonic 97 og min Reflex 7.8’er til årets debut tur. På med dragten, forbavsende nemt, heldigvis ikke så presset som sidste år, hvilket jo er et godt tegn på mange måder, og så afsted efter en forhindring med trapezliner på den nye X9 bom.

Med god acceleration gik det fint derudaf, wow hvilken dejlig følelse igen at være på vandet, susede ud forbi Risø, sidst jeg var her var med isbåden under helt andre forhold. Det var lidt “skævt” om man så må sige, men der var noget i min setup der ikke helt fungerede. En ubehagelig stance, ja faktisk en helt forkert ville være mere passende. Ved gennemgang af placeringen af mine trapez liner viste det sig da også, at de sad ca 3 cm for langt bagud, så det blev rettet. De forreste stropper var lige en tak for smalle, hvilket betød at mine brede andefødder ikke kom ordenlig ind. Så var stropperne også for lave, det vil sige de skulle også løsnes så jeg kunne komme ordenlig i dem med min ret så høje læst. Utroligt hvad fodstropper egentlig betyder, men det har jeg jo før fundet ud af.

Det hjalp betydeligt med de justeringer, og dernæst gik jeg videre med at teste mast track og en række andre muligheder. Brættet er væsentligt anderledes end 101’eren fra 2010, det er et helt andet bræt at sejle på, det skal sejles en del anderledes. Det utrolig lave dæk giver boardet et ret så potent udseende, men er også med til en helt anden følelse i fronten af brættet, det skal man lige vænne sig til.

Vinden droppede, så min test med anden finne blev ikke udført, i stedet for blev min iSonic 117 Wide hevet ud af traileren og så sat i aktion. 117’eren er afløseren for 121’eren som jeg var meget tilfreds med sidste år, så det var lidt et sats at jeg så valgte Wide modellem som er mere letvinds orienteret. Vinden var faldet meget, og det rigtige havde været at rigge 8.6 til, men jeg forsøgte nu alligevel med samme setup, nemlig med 7.8’eren. Gik fint da vinden lige gav et ekstra pust og jeg kunne pumpe den i gang, fed følelse. Et noget anderledes board i forhold til 121’eren, faktisk et helt helt andet. Boardet skal virkelig sejles meget anderledes, og fordelingen af volumen er meget anderledes. Jeg er helt sikkert rusten, så ikke noget under i at jeg ikke kunne få den første tack til at sidde rigtigt, men jeg var dog noget forbavset over hvor tryk følsom den var på fronten.

En dejlig dag på vandet til en god debut. Dejligt endeligt at være kommet på vandet og gense alle igen, og spændende med de 2 nye boards, der er spændende udfordringer forude.

Vind max: 10,3 m/s
Vind av: 8,4 m/s
Vind retning: Vest
Board: iSonic 97 & 117W
Finne: Vector Canefire 38, Hurricne 44
Mast: Red Line/Enigma 460
Sejl: Reflex 7.8
Sejl trim: to cm mindre ned end anbefalet
Eyelet: top
Bomhøjde: 139
Track: -1
GPS max: ingen GPS med
GPS distance: ingen GPS med
Gpx file: ingen GPS med

Leave a Reply

UA-26760889-1
QR Code Business Card